linkedinmail

Oversæt hjemmesiden

    • 01 JUN 16
    • 0
    Forældresystemet og børnesystemet – Ramt som ringe i vandet

    Forældresystemet og børnesystemet – Ramt som ringe i vandet

    Af

    Specialist i børnepsykologi Marie Elbinger Gramstrup
    Specialist i neuropsykologi voksen Grethe Pedersen

    Det rammer som ringe i vandet, når en hjerneskade rammer i familien. Behovene i familierne er ofte komplekse, og der kan være behov for omfattende indsats – ofte fra flere sektorer i det offentlige system. Det er forældresystemet og børnesystemet, der kan komme i ubalance, og det skal vi frem til at have forståelse og øje for.

    Forældre har ansvaret for deres børn, men samtidig kan det være det offentlige hjælpesystem, der bestemmer indsatsens art, type, varighed og rækkefølge, samt ikke mindst hvor hjælpen skal komme fra. Vi hører princippet om, at i indsatsen overfor de pårørende anbefales at tage udgangspunkt i princippet om: “de lavest hængende frugter først”

    Eksemplet med “de lavest hængende frugter først” er en anbefaling, som virker enkel og uproblematisk; men også en anbefaling som tenderer til en forestilling om, at alle frugter er ens. Men vi kunne også spørge: Er det en anden sort frugter, der er behov for?

    Professionelle, som arbejder i praksis, kan have en kerneopgave beskrevet i forhold til den voksne hjerneskaderamte. Denne kerneopgavebeskrivelse tager det udgangspunkt, at det er bedring for den ramte, der implicit betyder bedring for den øvrige familie. Men er det nu også altid rigtigt?

    Eksempelvis kan flere unge i vores pårørendegrupper for unge fortælle, at de har påtaget sig ansvar for f.eks. rengøring, indkøb, vasketøj, økonomi og overholdelse af hviletider for den hjerneskaderamte, fordi det var opgaver, der skulle løses. Det kan medføre vrede til den ramte forælder og ensomhed samt distance i forhold til venner og kammerater, som ikke har forståelse for situationen. For nogle har det også medført forringelse af deres skolepræstationer.

    Selvom forskningen inden for familiens behov er vokset betydeligt i de sidste to årtier, er der stadig meget at lære om familiens behov og prioriteringer. Det er ikke altid, at princippet om at starte med “de lavest hængende frugter” er den bedste løsning. Dette gælder i særlig grad, når der er børn og unge i hjerneskaderamte familier og måske i særlig grad, når den ramte voksne har usynlige følger af kognitiv og emotionel samt personlighedsmæssig art.

    Det er et sårbart område og kalder på høj grad af specialviden, når professionelle går ind i familierne for at hjælpe. Det kræver viden om børn og unges normaludvikling kognitivt, social og følelsesmæssigt. Det kræver endvidere viden om familiesystemer, og hvordan disse kan forstærkes, rystes eller helt bryde sammen, når én i familien rammes af en hjerneskade.

    I forhold til børn og unges normaludvikling kunne vi fremdrage flere punkter, hvor deres forudsætninger og behov bliver overset eller glemt, når familien rammes. Her vil vi blot pege på det perspektiv, der handler om, at der nemt stilles for store krav til børn og unges evne til at tilsidesætte egne behov og sætte sig i den voksne hjerneskaderamtes sted.

    Børns kapacitet til at mentalisere og sætte sig i andres sted udvikles groft set således, at fra 0-2 år er barnet prisgivet de voksnes omsorg. Barnet mærker og aflæser stemninger og følelser i familien. Fra 2-4 år tager den sproglige udvikling fart, men sproget er stadig meget konkret og knyttet til situationen her og nu, og barnet har endnu ikke en idé om andres mentale og indre liv.

    Mellem 4 og 7 års alderen udvikler barnet en begyndende teori om andres mentale liv. Det kan f.eks. vise sig ved, at barnet overraskes over, at mor ikke er fuldstændig klar over, hvad barnet tænker, vil eller føler. Barnet er i denne alder stadig meget konkret tænkende, hvilket f.eks. kan vise sig ved en sort-hvid tankegang, de gode og de onde.

    Fra 7-11/12 års alderen begynder barnet i højere grad at forstå andre menneskers intentioner og begynder at kunne adskille sit eget perspektiv fra andres. Barnets forståelse af tid, forskellen mellem fortid-nutid-fremtid og forskellen mellem fantasi og virkelighed udvikles. Abstrakt tækning er dog stadig svært for barnet i denne alder.

    Først fra 12 års alderen og gennem puberteten bliver barnets forestillingsevne og abstrakt tænkning veludbygget og barnet får en begyndende ”voksenforståelse” af sig selv, af andre og af omverden, som kan være mere nuanceret.

    Barnet er afhængig af forældrenes input, omsorg og opdragelse, mens de gennemgår den beskrevne udvikling. Og hvis der findes et normalt familiesystem og en grov skitse for det, så handler det om, at forældrene er de voksne, og udgør ”forældresystemet”, der har deres særlige opgaver og ansvarsområder, mens børnene udgør ”børnesystemet”, der har deres særlige opgaver og ansvarsområder i familien.

    Der kan i nogle familier allerede inden skaden rammer være forskydninger imellem de to subsystemer, således at et barn er kommet for tæt på eller for langt ind i ”forældresystemet”. Der kan også i mange familier være andre ubalancer i familiesystemet, som ikke som sådan har været et problem før skaden rammer. Men når skaden rammer ser vi, at de to subsystemer kan komme i ubalance i retningen af, at børnene kommer til at tage for stort et ansvar i forhold til deres alder og egne udviklingsbehov.

    Med disse pointer om børns udvikling og familiesystemet in mente, kan vi som professionel spørge os selv om, hvordan vi undgår at det er børn og unge som kommer til at indgå som ”de lavest hængende frugter” i en familie, hvor mor eller far er ramt af hjerneskade? Og hvordan og på hvilket niveau og hvilken instans skal informere børn og unge om hjerneskaden? Og hvordan kan barnets normaludvikling sikres i henhold til den ovenstående grove skitse, selv om familien er ramt?

    Det er ikke nogen nem opgave, og det kræver specialviden om hjernen, hjerneskader, om børns udvikling, om krisereaktioner og om familiesystemer samt lovgivningen og konventioner på området.

    Leave a reply →

Photostream