Voksne tæt på børnene i institutionerne

Derfor er det vigtigt 

Af Neuropsykolog Grethe Pedersen Børnene er det vigtigste vi har, og vi skal give dem gode udviklingsbetingelser for det er for dyrt at lade være. Forældre og pædagoger vil børnene det bedste; og de er bekymrede for hverdagen i institutionerne, bl.a. fordi der er for få personaleressourcer tæt på børnene. Forældre og personale kan se og opleve, at det er problematisk med tilstrækkelig personale i institutionerne og deres bekymring og frustration stiger. I øjeblikket ser vi tv-udsendelser og avisartikler med en række bekymrende indslag, som viser få voksne til mange børn. Forældre kalder til opmærksomhed på området med demonstration.[1]. Undersøgelser fra VIVE[2] som tager temperaturen på danske bør­ns velfærd og trivsel, viser fortsat psykisk mistrivsel i 2018 sammenlignet med foregående rapport i 2014. De seneste otte år er udviklingen gået i ret­ning af, at flere unge på 15 og 19 år har fået det værre, samtidig nævnes også at psykisk trivsel er et komplekst fænomen bestående af flere faktorer. Alle er opmærksomme på børnene og vi vil dem det bedste; men noget hænger ikke sammen. Jeg har aldrig hørt om nogen med det modsatte synspunkt. Prøv engang at lytte til hvor problematisk det vil lyde, hvis vi hørte synspunktet: ”Vi vil det værste for børnene”. Det er uhørt og forekommer ikke; men de rammemæssige prioriteringer kombineret med endeløse og forskydende diskussioner, viser et bekymrende billede af, at vi kan være på vej mod det værste for børnene, og det er endda med åbne øjne, paradoksalt nok samtidig med, at børnenes vinduer for udvikling lukker. God grund til bekymring Jeg arbejder indenfor neuropsykologi på voksenområdet. Jeg møder ofte voksne, som i deres barndom, har manglet voksne. Negative erfaringer fra barndommen, har givet dem udfordringer som følger dem resten af livet. Med henvisning til den vækst der er i psykiatriske diagnoser i dag, giver det anledning til refleksion, og der er god grund til bekymring. I denne sammenhæng kan spørgsmålet rejses, hvor stor dosis ”voksenfattigt miljø”, kan børnene udsættes for, inden de mistrives og i værste fald tager skade? Det korte svar er, formentlig ikke ret meget for selv kortere perioder med lav og/eller manglende omsorg kan give omfattende og varige effekter med livslange konsekvenser. Dette især, hvis der samtidig er et voksenfattigt miljø i barnets øvrige liv, f.eks. i deres hjem. Tag over hjernen De små hjerner har brug for tag over sig, mad, bleskift, søvn og legetøj. Det er helt basalt og grundlæggende for deres udvikling. Men det er også en række øvrige og afgørende områder med betydning for f.eks. deres følelsesmæssige udvikling og sundhed, der skal være tilstede. Især i de første 3 år eller 1000 dage af barnets liv, hvor erfaringer bliver afgørende for resten af livet. Barndommen er den periode hvor hjerne er allermest modtagelig for input og udvikling i positiv retning; men samtidig er det også denne periode, hvor børn er allermest sårbare og i risiko for fejludviklinger. Her er der brug for, at der er tilstrækkelige voksne tilstede på institutionen, for det er elementer fra de voksne, som skal tilføres for at læring og udvikling lykkes. Winnicott (1967)[3] mener, at det er omsorgspersonens evne til at indleve sig i barnets behov, der skaber grundlaget for dets psyke. Det er i starten, at de nære omsorgspersoner der regulerer børnenes adfærd og følelser, således at børnene med tiden bliver selvregulerende. Tilstrækkelige voksne i institutionen er med til at give den omsorg og nærvær, der medvirke til at barnet opnår en sikker tilknytning. Fejludviklinger og biologiske aftryk samt risiko for senere psykiske sygdom På mange måder er diskussionen om for få ressourcer til børnene i institutionerne langt mere alvorlig end vi først tænker. I primitive stunder kunne vi forledes til at tænke, lad os bare få den barndom overstået i en fart, så går det nok. Men så enkelt er det ikke, heller ikke selvom mange mener, at tidligere negative erfaringer kan rettes op senere i livet. Der er opdateret faglig viden der tilsiger, at børn der udsættes for forsømmelser, kan få skader i hjernens følelsesregulerende kredsløb. Michelle et al.[4] gennemgår og diskuterer de følelsesreguleringskredsløb i hjernen som er involveret i stressrelateret sygdomme som voksen, og forfatterne sætter dette punkt i et udviklingsperspektiv. Der nævnes beviser der peger mod, at flere former for tidlige negative erfaringer f.eks. forsømmelser kan påvirke den funktionelle udvikling af det følelsesregulerende kredsløb i hjernen.[5] Det er ikke ny viden og er således kendt i faglige kredse i dag. Men det er den type resultater som er nævnt ovenfor, der medvirker til nutidige faglige diskussioner om, at psykisk sygdom i voksenalderen, kan have stærke link tilbage til negative erfaringer som f.eks. forsømmelser og omsorgssvigt tidligt i barndommen. Derfor er den fokus der i dag er på ressourcer i institutionerne særlig vigtig.  Tilstrækkelige ressourcer kan på den baggrund forventes, at have både en forebyggende og beskyttende effekt for senere psykiske sygdomme. I et økonomisk og menneskeligt perspektiv har vi derfor ikke råd til, at der er for få voksne i institutionerne. Åbne vinduer Børns hjerner har sensitive perioder; hvor de er særlig modtagelig for udvikling i en (begrænset) periode. Det er i disse perioder hvor relevant stimulation skal hjælpe dem frem imod bl.a. sanse- og følelsesmæssige udvikling. Kommer denne stimulation ikke på de tidspunkter hvor vinduet er åben og barnet modtagelig, så forpasses muligheden og vinduet lukker. Det betyder at det senere er vanskeligt at afhjælpe disse skader/manglende udviklings faktorer, omend udvikling kan påregnes; men effekt af stimuleringer er mindre. I dette lys er investeringer i tilstrækkelige ressourcer i institutionerne for børn, en investering der vil give et stort afkast i form at øget trivsel her og nu, og forventeligt færre antal børn, der senere kommer i udfordringer med diverse psykiske sygdomme. Kan ikke vente Børn og deres udvikling kan ikke vente på, at få den rette ramme med relevant omsorg. Hvis omsorgen ikke kommer i passende doser, når deres vindue i hjernen er åben og modtagelig for udvikling, så forpasses den. Børnene kan heller ikke skelne imellem 07.00-16.00 i institutionen hvor der pga. for få voksne ikke forekommer øjenkontakt med voksne, stemmegenkendelse til voksen, ikke rolige forhold; men derimod meget uro og larm med stress til følge. De kan ikke udsætte dette behov til de kommer hjem. Voksnes endeløse diskussioner i ”øst og vest” om ressourcer, besparelser, flere ældre, excel-ark, dokumentation samt test, er regulært sagt båndsalat og alvorlige forskydninger væk fra et børneudviklingsmæssigt perspektiv. Børnene er derimod fuldstændig afhængige af voksne på alle niveauer, der både kan forstå og samtidig træffe de kloge beslutninger om ressource allokeringer. Det betyder, at der er en kontinuerlig hverdag i institutionerne, som bl.a. består af en ramme med tilstrækkelige voksne til stede tæt på børnene. Det pædagogiske personale er uddannet, og har den faglig forudsætning og indsigt i, hvad der skal til for at fylde rammen ud, således at børnene får optimale betingelser for udvikling.

---

[1] Forældreopråb og demonstration Hvor er der en voksen ? [2] VIVE (Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd) Børn og unge i Danmark – Velfærd og trivsel 2018  [3] Winnicott, D.W. (1967) Mirror-role of the mother and family in child development. I: P. Lamas (red.) The predicament of the family: A psycho-analytical symposium.London: Hogarth. [4] Michelle, R. et al. (2019) Neurobiological programming of early life stress: Functional development of amygdala prefrontal circuitry and    vulnerability for stress-related psychopathology i: BEHAVIORAL NEUROBIOLOGI OF PTSD s. 117-136 [5] Amygdala-prefrontal kredsløb har en langvarig udvikling og det foregår både i barndommen, ungdomsårene og ung/voksenliv