Kunsten at lide i tavshed

Skrevet af Grethe Pedersen og Lone Aagaard

Der er en gruppe af personer med erhvervet hjerneskade, der i dag er mellem 60 år og ældre. Det er en særlig sårbar gruppe og vi ser, at denne gruppe må undvære relevante rehabiliteringstilbud. De er kun indlagt i kort tid og kommer direkte hjem i egen bolig mhp. hjemmerehabilitering i betydningen selvhjulpenhed som det ultimative mål – noget der minder mere om genoptræning end rehabilitering.

Tanken om at være aktiv og holde sig i gang er fremherskende og hverdagsrehabilitering har i mange tilfælde erstattet tildeling af praktisk hjælp. Når der i denne rehabilitering ikke tages højde for ældre med kognitive problemer, bliver de oversete og vanskelighederne tillægges alder frem for sygdomsbetingede vanskeligheder. Det betyder, at de ikke får den optimale rehabilitering.

Èn af de områder hvor ældre for alvor kan komme i klemme er, at de i dag ofte mødes med nutidige; men gamle og ikke-opdaterede forståelser. F.eks. den forståelse, at stigende alder automatisk gør, at personen bliver senil og mange både lægfolk og endda professionelle forstår ordet senil som lig med dement. Paradoksalt nok betyder senil blot at blive gammel, men mange ligger langt mere i dette ord. Selvfølgelig er der en tilbagegang på nogle funktioner med stigende alder; men omvendt er der områder, der forbliver intakte og andre igen der forbedres med stigende alder.

Og alligevel kategoriseres alder som en ekskluderende faktor til nogle rehabiliteringstilbud. En anden udbredt misforståelse er, at unge opnår bedre rehabiliteringsresultater end ældre. Denne synsmåde gjaldt for mange år siden – med nuværende nyere viden er det ofte omvendt. På trods af det, ses det at yngre har forrang for rehabiliteringstilbud – og i helt grelle tilfælde at alder angives som ekskluderende faktor. Dette selvom, at relevant ydet rehabilitering, kunne give langt bedre effekt, end mange går og tror.

Alvoren i denne problematik, underbygges af det faktum at gruppen af hjerneskaderamte er langt mere sårbare for udvikling af yderligere vanskeligheder; end andre i samme aldersgruppe. Det betyder i praksis, at de senere i deres livsfase, vil have langt flere potentielle helbredsmæssige forhold, som der bør tages hensyn til, ligesom den forebyggende indsats er både langt mere påkrævet; men antageligvis også mere udfordrende.

Frem mod 2025 må vi formode, at der kommer en stadig større gruppe af ramte (fra efterkrigsgenerationen) – ganske enkelt fordi der sker en kraftig tilvækst i denne aldersgruppe generelt. De personer der er ramt af hjerneskade står til fare for som nu primært at opnå hjælp til teknikaliteter som daglig livsførelse – f.eks. støvsugning

Der hvor de ramte sammen med deres pårørende ofte har store udfordringer er på helt andre områder, områder som f.eks. viser sig i knas i de nære relationer (på grund af usynlige følger). Det er bedre med lidt skidt i krogene end et rent helvede. Det er det sidste de får mindst hjælp til.

Generationen har lært at hensynet til gruppen og fællesskabet går forud for individuelle hensyn. Det er den selvsamme gruppe der for alvor opbyggede velfærdssamfundet og nu har de brug for det. De mestre kunsten at lide i tavshed. Undersøgelser viser, at ældre hjerneskadede har færre utilfredsstillede behov end yngre hjerneskadede. Dette kan konkluderes oftest som at behovene bliver dækket, men en anden tese kunne jo netop være at ældre er bedre til at tilpasse sig og de klager i mindre grad, De lider mere i tavshed.

Vi skal indstille os på, at den gruppe samtidig er den sidste generation af loyale borgere med respekt for fællesskabstanken. Den vil blive skiftet ud med en generation, der har fokus på offentlige systemer og deres prioriteringer, som fremover er langt mere individuelt betonet.